God start i 1. division
Claus Rossen
(31-10-2023)
Søndag den 29. oktober skulle vi indlede en vanskelig sæson i 1. division, hvor vi netpp var rykket op. Vi skulle have besøg af otte dygtige spillere fra Esbjerg, som ser ud til at have rækkens stærkeste hold. De var imidlertid ramt af to afbud, og vi ingen, så mon ikke vi skulle klare os bedre end for to år siden, hvor vi tabte den tilsvarende kamp 6-2.
Det gik fint derudaf, og de første remiser kom hjem: Søren mod sin tidligere klubkammerat i Sydøstfyn, Lars Wilton, Peter holdt en solid remis og også hos Allan kom en hurtig halv. Jes fulgte op med en remis, så tilbage sad Thomas, Byrial, Erik og jeg med pæne stillinger. Thomas fik ingen udbytte af sin merbonde, og hos Byrial blev det til en remis i et meget lige slutspil. Jeg havde fået en kvalitet kort efter åbningen, og modstanderen havde for det fået min konge ud på en travetur. Idet han kom i tilsyneladende læ, overså jeg en irriterende springergaffel, og så havde modstanderen et par bønder mere. Virkelig åndssvagt og overflødigt. Slutpillet var ikke til at holde. Til gengæld kom Erik godt i gang mod en af Esbjergs veteraner, og vandt efter overbevisende spil.
Dermed fik vi 4-4 mod Esbjerg, en rigtig god start. Næste gang mod Viby, der ligesom os lige er rykket op i rækken. Et godt resultat her bør være muligt!
Det fuldtallige førstehold blev foreviget ved samme lejlighed. Billedet er taget før kampens start, men spillerne kunne også smile efter kampen.
Stående fra venstre: Erik Laursen, Byrial Jensen, Jes Harholm og Søren Ejdum.
Siddende fra venstre: Claus Rossen, Thomas Højbjerg Suarez, Peter Graves og Allan Holst.
Viborg 1 | Esbjerg 1 | 4-4 |
---|---|---|
Allan Holst | Johnni Veng | ½-½ |
Peter Graves | Hans Buus Pedersen | ½-½ |
Jes Harholm | Iver Poulsen | ½-½ |
Claus Rossen | Ove Weiss Hartvig | 0-1 |
Thomas Højbjers Suarez | Ole Bønnelykke | ½-½ |
Søren Ejdum | Lars Wilton Pedersen | ½-½ |
Erik Laursen | Henrik Tranberg Jensen | 1-0 |
Byrial Jensen | Bent Rømer Radoor | ½-½ |
Link til resultater