Gode oplevelser ved skoleskakstævnet i Holstebro
Claus Rossen
(02-03-2025)
Vi deltog med syv spillere ved skoleskakstævnet i Holstebro lørdag. Alle disse blev placeret i øverste gruppe, som bestod af rutinerede og øvede spillere. Udover vore syv deltog Samuel fra Holstebro og Kristian fra Skive, og gruppen på ni spillere skulle så spille fem runder med tyve minutters betænkningstid plus nogle sekunder pr. træk.
Denne Samuel var på forhånd højt favoriseret og også i nogen grad frygtet, da han som bekendt allerede i en alder af 10 år har erhvervet sig mestertitlen. Det vidste Valdemar Nølke imidlertid ikke noget om, så i runde 2 havde han Samuel langt nede i sækken, da slutspillet endte i remis. Valdemar havde vundet runde 1 over Noah efter en herlig kombination, der indebar et tårnoffer, så nu havde Valdemar god kurs mod turneringssejren. Samuel fik i næstsidste runde en flot stilling mod Noah, men smed da en officer i slag, og Noah gav remis. Vejen var så banet for en turneringssejr til Valdemar, men Salik spolerede den sag med en sejr i sidste runde over netop Valdemar. Derved vandt Samuel gruppen foran Valdemar og Salik, som dog hver blev en pokal rigere. I det slagne felt befandt udover Noah også Valdemar Bak, Vishnu, Bastian og Philip, som alle havde leveret pæne præstationer undervejs. Stævnet rummede altså mange gode oplevelser, og der er mange situationer i partierne, som skal vendes på klubaftenen på torsdag.
Sæsonens sidste skoleskakstævne finder sted i Kjellerup 1. marts, og vi glæder os til nye oplevelser!

Fra venstre ses Philip, Noah, Salik med pokal, Bastian, Valdemar Nølke med hue og pokal samt Valdemar Bak med stort smil.