Vanskelige modstandere ved skoleskakstævnet i Randers

Claus Rossen


(18-02-2023)


Seks glade juniorspillere tog til Randers i lørdags for at deltage i skoleskakstævnet der, og den idé havde sandelig mange andre også fået, så stævnet kom i gang med godt 70 spillere. Mange af disse blev placeret i en nybegyndergruppe, hvor der var rigtig mange forældre til at overvære begivenhederne. De øvrige deltagere blev placeret i passende styrkegrupper, og vi havde Jonathan med i gruppe E. Her fik han tre gode point i løbet af de seks runder, så det var ganske fint.


Stefan, Salik og Philip kom i gruppe D, mens Matti og Vishnu startede i gruppe C, den ved stævnet stærkeste gruppe. Her var der imidlertid blot fire deltagere i alt, næ, tre, viste det sig, da først vi kom i gang. Altså spillede Matti først med Robert Skytte, mens Vishnu blot ventede forgæves på den fjerde deltager. Matti fulgte godt med, og kunne have fået et fint resultat ud af et vanskeligt slutspil, men siden kom de tre C-spillere med over i D-gruppen, hvor der i forvejen var 17 deltagere.


Også her var modstanden kraftig, men Stefan og Salik endte begge med udmærkede tre point, og Vishnu var vores eneste mand, der hjemførte en pokal fra stævnet. Philip og Matti måtte nøjes med sjove partier og hyggeligt samvær i kantinen og skolegården!




Vishnu med pokalen (eller omvendt)

Med billedet af den glade Vishnu med pokalen (eller omvendt) siger vi farvel og tak for denne sæsons skoleskakstævner!