Festlig pokalfinale i Svendborg

Claus Rossen


(20-06-2022)


Pinsesøndag den 5. juni drog otte glade skakspillere af sted fra Viborg for at deltage i unionens pokalfinale, som endnu en gang foregik i Svendborg. En lang køretur frem og en lang tilbage. Det gik imidlertid ganske planmæssigt, og der skulle afvikles seks runders hurtigskak for hold på 4 mand, og vi deltog med hold i både elite- og bredderække.


I eliterækken bestod holdet af Allan Holst, Olav Dalsgaard, Jes Harholm og jeg, så vi håbede på at kunne være lidt med i toppen undervejs. 13 hold deltog i rækken, så målet i første omgang var at undgå at sidde over! De to første runder mødte vi hold, som vi egentlig burde slå, men sandelig om vi ikke tabte til både Læseforeningen fra Odense og til Kalundborg med 3-1. Dermed skulle vi sidde over i 3. runde! Vi fik dog strammet os lidt an med gode 2-2 mod skakligaholdet fra Øbro i runde 4 samt med 1½-2½ mod Nordkalotten i runde 5, ligeledes et skakligahold. Med afslutningen på 2-2 mod Furesø landede vi på en tredelt 9. plads.


Breddeholdet bestod af Peter Graves, Mikael Bach, Rik Gissel og Jacob Graves, og de havde det hårdt i bredderækken. Fik dog en stor sejr undervejs over Springeren 2 fra Kolding, og sluttede af med at vinde over Hernings bredddehold.


En herlig søndag med mange skakspillere fra hele landet var en strålende oplevelse under fine spilleforhold i en idrætshal, så vi ser frem til næste års oplevelse!