Stor sejr i Herning!

Claus Rossen


(28-02-2022)


Herning stod for tur, da vi søndag den 27. februar skulle spille 6. runde i holdturneringen. Hernings hold har gennem de seneste år været ramt at stor afgang, så vi nærede et begrundet håb om dog at få en sejr i dette års holdturnering. Det gik fint!


Jes' modstander dukkede slet ikke op, og så var vi foran 1-0!


Erik fik en kvalitet på sidste bræt mod en hårdt kæmpende modstander, hvis ratingtal var knap 1300! Han kæmpede ellers fint, så Erik måtte slide for sin sejr.


Thomas vandt efter et væsentligt plus i slutspillet, og så tog han til fodbold! Viborg-FCK skulle han ikke gå glip af!


Mikael Bach vandt sandelig et spændende parti mod deres formand, og Bjarne holdt en solid halv mod sin langt højere ratede modstander.


Vi havde Anders med igen efter nogle år, og han fik et særdeles spændende parti, men ak, brugte rigelig tid og tabte i sin tidnød.


Tilbage sad jeg med et let fordelagtigt slutspil, der blev meget bedre, da modstanderen solgte en vigtig bonde. Da jeg altså vandt, havde vi altså vundet hele 6½-1½ over Herning, langt mere end vi havde håbet på.


Om 14 dage slutter vi i Esbjerg mod Nordre, og vi glæder os!




Herning 1 Viborg 1 1½-6½
Ole Helmer Mikkelsen Allan Holst 0-1
Flemming Ekas (udeblevet) Jes Harholm 0-1
Steen Vitus Bering Claus Rossen 0-1
Jesper Maul Vidriksen Thomas Højbjerg Suarez 0-1
Christian Dahl Bjarne Nielsen ½-½
Jens Lund Jensen Mikael Bach 0-1
Leif Hamborg Anders Revsgaard Andreasen 1-0
Sebastian Jørgensen Erik Laursen 0-1