Den årlige 4-by turnering blev i år afholdt i Skanderborg

(28-09-2019)


Tirsdag deltog vi i 4-by turneringen, som denne gang foregik i Skanderborg.

16 spillere fra Viborg dukkede op for at spille mod Silkeborg, Skanderborg og Herning, og blandt de 16 fandtes også tidligere medlemmer. Formatet bød på hurtigskak, så vi kunne nå at spille mod de tre øvrige hold denne tirsdag aften.

Sandelig om vi ikke indledte med at slå Silkeborg 8½-7½. Vi plejer ellers ikke at få noget særligt udbytte ved disse 4-by stævner, og runde 2 og 3 gik da også helt galt, da vi siden tabte 4½-11½ til Skanderborg og 5½-10½ til Herning.

Endelig vinder blev imidlertid Silkeborg, som sandelig lammetævede Skanderborg i sidste runde, og dermed vandt hele stævnet.

Både Mikael Bach og Peter Graves vandt alle tre partier for Viborg Skakklub.

En hyggelig aften var det, da vi mødte vores gode bekendte fra de rivaliserende klubber, og vi ser frem til næste års udgave.