God sejr mod Kjellerup

Claus Rossen


(05-12-2022)


For nylig lykkedes det mig at vinde hurtigskakstævnet i Kjellerup. Man har imidlertid ikke forsømt at fortælle mig, at jeg tabte til en 12-årig! Sandt nok fik Emil Zander ved den lejlighed virkelig straffet mit halvtvivlsomme åbningsvalg, og skulle nu her i søndags sidde over for vores 6. bræt. Emil var dog blevet syg, så Søren fik ikke fornøjelsen denne gang. Afbud var vi også ramt af, da Martin meldte fra fredag. Formstærke Byrial blev indkaldt, og så var vi klar til at tage imod Kjellerup i holdturneringens 3. runde. Ikke i vore egentlige lokaler, da de netop denne søndag skulle anvendes til juleklip, så meget venligt kunne vi så anvende Atriumsalen hos Ungdomsskolen til mødet mod Kjellerup.


Byrial kom fint i gang mod den unge Ladegaard, hvis dronning kom i uføre i en hård sicilianer. Kampviljen var udpræget overalt, og der gik nogle timer inden første afgørelse stod klar. Min modstander havde valgt en tør variant mod min Grünfeld-opstilling, så jeg kunne i stedet hygge mig med udviklingen hos mine naboer. Jes kæmpede mod en modtaget dronninggambit, der udviklede sig til en ægte gambit, hvor Jes fik en flot stilling for en bonde eller to. Og Peter på den anden side af mig havde stor fordel af at have spoleret modstanderens mulighed for at rokere kort. Allan fik ingen særlig udbytte af en ellers fin stilling, så der blev delt på toppen, hvorefter Peter bragte os i front med sin flotte stilling. Jes måtte ud at hente bønderne igen, da den ellers flotte stilling gled ud i ingenting, og Søren holdt fint remis med en bonde for lidt og kun lidt tid. Jeg sjuskede lidt i fortsættelsen, måske fordi nabopartierne var meget mere interessante! Jeg imødeså et bondetab ved indgangen til slutspillet, og søgte derfor lettere risikabelt det aktive forsvar. Det kastede straks en remis af sig, og så kunne vi se Thomas tabe i tidnøden efter at have haft en flot stilling. 3-3 og tilbage sad bræt 7 og 8 med gode stillinger. Byrial vandt i sikker stil, og Jacob førte også sin herlige angrebsstilling til sejr. Både Jacob og farmand Peter har dermed vundet de tre første partier i holdturneringen.


5-3 var fint og præcis det udfald, ratingsystemet også havde forventet. Vi fører stadig rækken, og skal næste gang til Holstebro for at spille mod en af de nærmeste forfølgere. Det sker straks i det nye år.




Viborg 1 Kjellerup 1 5-3
Allan Holst Søren Ladegaard ½-½
Jes Harholm Erik Nilsson ½-½
Claus Rossen Niels Kr. Almtoft ½-½
Peter Graves Heinrich Almind 1-0
Thomas Højbjerg Suares Kim Lund Jensen 0-1
Søren Ejdum Thomas Christensen ½-½
Jacob Graves Peter Kock 1-0
Byrial Jensen Sebastian Ladegaard 1-0